Det sociale

Sammen med 165 andre unge vil dit barn hos os få muligheden for et år med stor personlig udvikling, masser af fællesskab og oplevelser. Nogle bliver bedre til at tage hånd om sig selv, andre bliver bedre til at give slip på sig selv, nogle prioriterer det boglige og andre vælger fællesskabet som fokus. Det er helt op til den enkelte, men selvfølgelig er der hele tiden ansvarlige familielærere, som følger den enkelte elevs udvikling. Helt sikkert er det, at dit barn uanset sit fokus bliver bedre rustet til at tage hånd om de udfordringer, der senere venter i uddannelse og voksenliv.

I overensstemmelse med vores værdigrundlag er dagligdagen på Slottet i høj grad præget af dialog. Vores elever er bevidste og selvstændige unge mennesker, der stiller krav til undervisning, aktiviteter og samvær. Vi har et aktivt og velfungerende elevråd.

Eleverne er inddelt i familiegrupper (10-12 elever) med hver deres familielærer, som tager sig af de nære ting og kontakten til jer forældre. Samtidig er familiegrupperne slået sammen to og to som kontaktgrupper. Det giver en bredere berøringsflade i det daglige, plus at der altid vil være to voksne med en særlig tæt relation til den enkelte elev. Kontaktgrupperne spiser ved samme bord 3 gange på hverdage.

Hver aften byder på mange forskellige aktiviteter: løb i skoven, mindfullnesskursus, ugebladshockey, fællessang, fodbold, dans, film, lancier, badminton o.s.v.! Eleverne er også gode til selv at finde på og stå for aktiviteter.

Et udtryk for at vores elever trives med at være hos os, er at vi som oftest kun har ganske få der vælger at forlade slottet i løbet af et skoleår. Når det sker - for det gør det selvfølgelig fra tid til anden - så bruger vi mange ressourcer på at evaluere den enkelte elevs forløb. Var der noget vi kunne have gjort anderledes og på den måde have ændret udfaldet?